Hypertrofisk kardiomyopati – Københavns Universitet

kardiologi > Forskning > Hypertrofisk kardiomyo...

Fibrosis

Hypertrofisk kardiomyopati

Hypertrofisk kardiomyopati hos kat

På Universitetshospitalet for Familiedyr forskes der i Hypertrofisk kardiomyopati (HCM) hos kat indenfor flere hovedområder: Hjertebiomarkører hos katte med HCM, genetiske aspekter af HCM samt indenfor avanceret ekkokardiografisk diagnostik af HCM. 

Anvendelse af Troponin I (cTnI) hos kat

  • Adjunkt Rebecca Langhorn, dyrlæge, PhD. 
  • Kardiær troponin I (cTnI) er en sensitiv og specifik biomarkør for beskadigelse af hjertemuskulaturen. Den har fundet stor anvendelse både humant og veterinært ved diagnosticering af hjertelidelser og traumatisk beskadigelse af hjertet. 2 tidligere studier har vist, at katte med klinisk HCM har et signifikant højere troponin-niveau i blodet end raske katte. Et af disse studier fastslog endvidere, at der var en sammenhæng mellem graden af klinisk sygdom og troponin-niveauet, et fund der støttes af lignende studier af andre hjertesygdomme.
  • Formålet med dette studie er at undersøge værdien af cTnI som en prognostisk markør hos katte med HCM. Da der er fundet en sammenhæng mellem graden af klinisk sygdom og troponin-værdien, er det sandsynligt, at en stigning i cTnI vil kunne anvendes prognostisk til at forudsige progrediering af sygdommen. Biomarkøren vil i så fald kunne anvendes til monitorering af den enkelte kats sygdom og til vurdering af effekten af den medicinske behandling.

Diagnosticering af hypertrofisk kardiomyopati hos kat: ekkokardiografiske og genetiske aspekter

  • Dyrlæge Sara Granström, PhD. Studiet er afsluttet
  • Formålet med dette projekt er, at opnå en bedre forståelse af sygdommens udvikling, diagnostik og komplikationer ved hjælp af nye og avancerede undersøgelsesteknikker. Af speciel interesse er udviklingen af en ultralydsteknik, som hos mennesker kan påvise HCM i hjertemusklen allerede før musklen er blevet fortykket.
  • Hvis denne metode ligeledes etableres for kat, vil den kunne spille en vigtig rolle i fremtidens screeningsprogrammer, da sygdommen i så fald vil kunne erkendes tidligere i forløbet. Desuden er der forhåbning om, at metoden kan give nye, mere følsomme parametre som kan bruges til at vurdere kattens prognose og effekt af behandling.